Helt opslugt af Tuen

Jeg elsker bare kollektivromaner! At man hører historien fra alle i gruppen, giver historien et hurtigt flow og en fantastisk spændingsopbygning. Tuen af Annika Norlin er en mesterlig en af slagsen, som jeg slugte på en weekend. 

Emilie er udbrændt, træt af at løbe alt for stærkt i endnu et barselvikariat og stå alt for tæt i bussen, med mennesker der ikke snakker sammen, for derefter at komme hjem til sin æggeskalsgule lejlighed i Stockholm. 

"Jeg står midt i bussen og græder. Først dukker jeg hovedet, håber, at ingen ser det, fordi det er pinligt, men så går det op for mig, at alle alligevel bare kigger ned i deres telefoner, så det behøvede jeg ikke at være bekymret for." (Tuen, s. 18)

Så Emilie pakker sit telt og spritapparat og drager ud i den svenske skov.

Her møder hun Tuen. Eller hun observere dem på afstand. Denne mærkelige dansende gruppe, der sover under Den Store Gran i skoven, laver bål ved vandet. Hvem er de? Nogle på hendes egen alder, nogle ældre, en yngre dreng - som holder sig lidt på afstand af gruppen. Hvordan havnede de her midt ude i ingenting, som en del af en gruppe, som lever af naturen?

Emilie passer sit eget stille liv på en skråning i Nordsverige, men en dag bliver hun alligevel nysgerrig på gruppen, for hvem er de i Tuen. Plus hun er sulten. Her starter deres første møde over en pose chips i en skurvogn. Læs med, når historien mellem Emilie og gruppen Tuen udvikler sig. For hvad sker der når en Udenforere fra Samfundet blander sig med Tuens dagligdag.

Tuen er en rørende fortælling om at finde hinanden i et nyt fælleskab, bryde med gamle mønstre og drage ud i naturen og (måske) finde meningen med det hele. En roman der handler om fælleskab, lederskab og værdier. Men i lige så høj grad fantastiske menneskeportrætter, som er fortalt med varme og omsorg - og en dejlig skarp humor.