Reglement

Gladsaxe Bibliotekernes reglement

Sådan bliver du registreret som bruger

For at låne, reservere og forny bøger, musik og andre materialer, skal du være registreret som låner. Dit lånernummer (cpr-nummer) og din pinkode er din indgang til din lånerstatus samt til bibliotekets digitale tilbud. Vær opmærksom på, at der er nogle af bibliotekets tilbud, du kun kan benytte, hvis du bor i kommunen. 

Hvis du er over 18 år 

Indmeldelse på biblioteket 

Du kan melde dig ind ved personlig henvendelse på et af bibliotekerne i Gladsaxe – medbring blot dit sundhedskort. Efter indmeldelse har du adgang til alle bibliotekets tilbud.

Indmeldelse via nettet 

Du kan oprette dig som låner via vores hjemmeside med MitID. Klik på Opret bruger i menuen og følg vejledningen. Efter indmeldelse har du adgang til alle bibliotekets tilbud

Hvis du er under 18 år 

Forældre eller værger kan oprette børn under 18 år som lånere via vores hjemmeside med MitID. Klik på ’Opret bruger’ i menuen og udfyld den formular, der gælder for børn og unge under 18 år. Efter senest tre hverdage modtager du en bekræftelse fra Gladsaxe Bibliotekerne i din mail.
Når du har modtaget mailen, har dit barn adgang til at låne fysiske og digitale materialer med sundhedskortet, eller med et børnelånerkort, som I kan hente på jeres lokale bibliotek. Login på hjemme-siden og adgang til de digitale tilbud er også mulig med barnets cpr-nummer eller lånernummer. 

Nye oplysninger eller mistet kort 

Du skal kontakte biblioteket, hvis du skifter adresse, mail eller telefonnummer. 
Mister du kortet, skal du straks kontakte biblioteket for at få det spærret.

Gebyrregler

Der tilskrives gebyr for materialer, der ikke er afleveret rettidigt i forhold til afleveringsfristen. Børn betaler ikke gebyrer, kun erstatning.
Vær ekstra opmærksom på at få afleveret eller fornyet inden afleveringsfristen udløber. 

Gældende takster

Takster og gebyrer når du afleverer for sent

Når du
overskrider
lånetiden med

Voksne fra 18 år

Børn 0 - 17 år

1 - 7 dage20 kr.0 kr.
8 - 31 dage60 kr.0 kr.
Over 31 dage230 kr.
Plus erstatningsbeløb
0 kr.
Plus erstatningsbeløb

 

Hvis du fortsat ikke afleverer materialerne, overdrager vi sagen til Gladsaxe Kommunes opkrævning.

Erstatning

Hvis materialerne bliver ødelagt eller bliver væk, skal de erstattes.
Biblioteket påtager sig ikke ansvaret for skader, der er opstået på brugerens eget udstyr i forbindelse med benyttelsen af de materialer.
Når materialet er erstattet, kan beløbet ikke refunderes.

Om udlåns- og afleveringsdatoer

Her kan du læse hvordan afleveringsgebyrer beregnes og hvad du skal være opmærksom på.

På din udlånskvittering og i din lånerstatus står datoen for, hvornår du skal aflevere dine lånte materialer. Det er den sidste dag, du kan aflevere materialet - uden gebyr. 

Du er selv ansvarlig for løbende at kontrollere, om du har registrerede lån af materialer under "Lån" og "Overskredne lån" under "Min konto" på bibliotekets hjemmeside, i app'en Biblioteket eller i "Status" på udlånsautomaterne på bibliotekerne.

Gebyr påløber fra dagen efter den dato, der fremgår af din kvittering og af din lånerstatus.

Vær opmærksom på, at dine lån kan udløse flere gebyrer, hvis :

  • Materialerne har forskellige afleveringsdatoer
  • Materialerne ikke afleveres samlet, selv om de er lånt på samme dato.

 

Betaling

Betalingsmetode - Betal din kommune 

Du skal betale dine gebyrer og erstatninger via betalingsportalen 'Betal din kommune' eller med indbetalingskort. 

bibliotekets hjemmeside og i app’en ’Biblioteket’ kan du finde en oversigt over dine mellemværender ved at logge ind på 'Min side'. 
 
Her finder du også et link til ’Betal din kommune', hvor du kan logge ind med MitID og betale både med kort og Mobilepay. 

Du vil modtage et indbetalingskort med betalingsoplysninger i din digitale postkasse i slutningen af måneden.  
 
Hvis du er fritaget for digital post, vil du modtage almindelig brevpost. 

Betalingsfrister 

Hvis du får et gebyr for at aflevere for sent eller skal erstatte et materiale, vil du få tilsendt et indbetalingskort i slutningen af måneden.  

Betalingsfristen er på 14 dage. Hvis der ikke betales rettidigt, vil du modtage en rykker. 
 
Mellemværender op til 500 kr. vil blive pålagt et rykkergebyr på 100 kr. og mellemværender, der overstiger 500 kr. vil blive pålagt et rykkergebyr på 250 kr. 
 
Hvis der fortsat ikke betales, vil gælden blive overdraget til inddrivelse i Gældsstyrelsen. 

Hvordan kan jeg betale en regning på Mit Betalingsoverblik, hvis jeg eller mit barn ikke har MitID? 
Hvis du eller dit barn ikke har MitID, kan du ikke bruge ’Betal din kommune’ i stedet skal du bruge det fremsendte indbetalingskort. 

Hvorfor står der på min lånerprofil, at jeg mangler at betale? 
Efter at have gennemført en betaling på ’Betal din kommune’, kan der gå op til 72 timer før oplysningerne er opdateret på ’Min side’ på gladbib.dk. 
 
’Betal din kommune’ kan du med det samme se, når et mellemværende er blevet betalt. 

Udelukkelse og bortvisning

Biblioteket er for alle.
Du skal derfor respektere god ro og orden og følge anvisninger fra personalet. I modsat fald kan du bortvises og udelukkes fra brug i en periode.

Det er for eksempel ikke tilladt at færdes synligt beruset på biblioteket eller genere andre besøgende, drive handel, opsætte plakater, uddele brochurer, løbesedler eller lignende uden forudgående tilladelse.

Du kan også blive udelukket fra at låne materialer, hvis lånte materialer gentagne gange ikke bliver afleveret, afleveres i beskadiget stand, eller hvis du skylder 200 kr. eller mere i gebyrer. Bliver du udelukket fra at låne materialer, vil du få skriftlig besked med syv dages varsel, og eventuelle beløb, du skylder, kan overgå til inkasso, jvf. Lov om biblioteksvirksomhed, §§ 32 og 33.