- Tid
- 17:00 - 19:00
- Bibliotek
- Værebro Bibliotek
- Adresse
-
Værebrovej 72
2880 Bagsværd
Danmark
Mød Værebros egen filminstruktør Ulrik E. E. Gutt-Nielsen, når han viser og fortæller om sin dokumentar ’Fremtidsvej’ som går tæt på hans egen familie og hans fars tragiske deroute.
Der bor mange forskellige mennesker i Værebro. Nogle af dem er udøvende kunstnere. Og vi er så heldige at have en af Danmarks bedste filmdokumentarister boende i Værebro.
Du har måske set den høje herre med Sixpence gå rundt i kvarteret? Det er filminstruktør Ulrik E. E. Gutt-Nielsen, som bor i Værebro Park.
Fremtidsvej - en kernefamilie går i opløsning
Denne aften skal vi se Ulriks dokumentar ’Fremtidsvej’, som skildrer hans egen families deroute:
Da Ulriks mor dør, splintres kernefamilien i rækkehuset på Fremtidsvej i takt med Ulriks fars nyopdagede frihedstrang og vilde eventyrlyst. Ulrik prøver desperat, ihærdigt og grænseoverskridende at dæmme op for sin fars kaotiske nedtur med ludere, pengeafpresning, fyring og asiatiske gruppe-dates. Men hvor længe kan Ulrik og hans egen skrøbelige familie blive ved? Hvor længe skal Ulrik prøve at være forælder for sin egen far? Og hvad er det egentlig Ulrik prøver at forhindre?
Efter filmvisningen fortæller Ulrik om tilblivelsen, og hvordan tingene har udviklet sig her næsten 10 år efter.
Vi tager også en fælles snak om f.eks., hvad vi tænker om omsorg til mennesker/familiemedlemmer i udsatte situationer. Eller hvordan vi kan hjælpe som pårørende, når et familiemedlem bliver udsat for kærlighedssvindel.
Personlige fortællinger fra Værebro
Denne aften er første af en række arrangementer, hvor Værebro Bibliotek præsenterer forskellige kunstnere, livsstykker og enestående personligheder, der bor i og omkring Værebro. For Værebro rummer ligesom alle andre områder et væld af personlige fortællinger, som fortjener at blive trukket frem i lyset.